Børn og hunde

 

Startside
Op

Et at de store spørgsmål er ofte: er hunden/racen børnevenlig? Det er umuligt at give et entydigt svar på. Hvalpe, uanset race, har ikke noget forhold til børn fra fødslen. Ingen hvalpe er genetisk forprogrammeret til at kunne lide børn, eller til ikke kunne lide børn for den sags skyld. Det kommer helt an på de oplevelser hvalpen får med børn. Får hvalpen under sin opvækst gode oplevelser med børn kan det give et rigtigt tæt og dejligt forhold barn/børn og hund imellem, til stor fornøjelse for begge parter. Omvendt kan dårlige oplevelser under opvæksten, det være sig hos opdrætteren eller senere, gøre at hvalpen måske udvikler en vis skepsis overfor børn. Er oplevelserne "dårlige nok" kan hvalpen måske udvikle sig til at ville undgå børn, eller måske endda at forsvare sig overfor børn. Derfor er det vigtigt at gøre sig klart helt fra starten, at hvalpen og børnene skal lære at respektere hinanden. Dansk Kennel Klub har skrevet lidt på deres hjemmeside om børn og hunde, det kan du se her DKK Hund & børn.

Børnenes alder har selvfølgelig stor betydning, når man tænker på at anskaffe hund. Har man helt små børn skal man nok overveje, om tidspunktet for at købe en hvalp er det rigtige. Det kræver tid at få en hvalp i huset, også udover de første måneder, hvor hvalpen skal lære de mest basale ting. Småbørn kræver jo også en del tid, og da det ofte er tiden der er problemet i småbørnsfamilier, så bliver det oftest hunden, der bliver ”taberen”, om opmærksomheden og om træningen, hvilket kan få katastrofale følger. En hund der ikke får opmærksomhed og træning keder sig, og en hund der keder sig kan stort set finde på hvad som helst for at få tiden til at gå, lige fra at bide ting i stykker, urenlighed, gøen, til ligefrem at blive aggressiv, og det er jo ikke ønskværdigt for nogen af parterne.

Ældre børn kan have stor glæde af en hund, og omvendt. Så længe børnene respekterer, at hunden skal have lov at være i fred når den ønsker det, når den trækker sig tilbage for at få en lur, når den spiser osv. Og at hunden lærer, at der også er grænser for hvad den må og hvad den ikke må.

Det er fint at lade børn være med til ”det med hunden”, at lufte den, at de er med til at træne den osv. Men overlad aldrig ansvaret for hunden til et barn. Det er til enhver tid den voksne, der har ansvaret, også selvom det er barnet der har ønsket sig hunden, og det er ”barnets hund”.

Allervigtigst er det ALDRIG AT LADE BØRN ALENE MED EN HUND, uanset børnenes alder. Børn kan i kådhed, under leg eller almindelig omgang med hunden komme til at gøre ting, som helt klart overskrider hundens grænser, helt uden at vide eller ville det. Og da børn ofte ikke forstår hundens signaler om, at dens grænser er på vej til at blive overskredet, så kan der ske de frygteligste ting. Hunden er og bliver et dyr, og uanset hvor meget vi mennesker lærer om hunden, både om vores egen hund, og om hunde i almindelighed, så er der ting vi ikke forstår. Voksne mennesker kan måske  ræsonnere, opfange signaler vi normalt ikke ser fra hundens side, og reagere på dem. Det gør børn ikke. De enten fortsætter, eller handler uhensigtsmæssigt på hundens signaler. Og føler hunden sig tilstrækkeligt truet, uden mulighed for at komme væk, så er det man kan risikere at den hapser. Og har man så ikke været til stede, og set hvad der er gået forud, ja så mener man at stå med en bidsk og utilregnelig hund, som man bliver bange for at omgås, og som måske aflives, til stor sorg for familien, også barnet/børnene, og det alene fordi hunden har reageret helt naturligt i en given situation. Og helt sikkert er det, at hunden ikke forstår et kuk af al den ballade sådan en episode kan afstedkomme.